Det’Dumt vol. 1

Jeg vil hermed introducere en lille føljeton på siden. Føljetonen vil omhandle ting der er fandens dumme, og alle afsnit vil tage udgangspunkt eller være inspireret af fandens dumme ideer udviklet af nogle ufatteligt dumme mennesker (deriblandt undertegnede).

Hvis der er noget man aldrig skal gøre en søndag med tømmermænd, så er det altså at hoppe ud fra en bro med det formål at lande på et tog på ægte cowboymaner. Dette skal ikke gøres i bidende kulde, og man skal ikke finde ud af at toget kører non stop til Berlin og ikke blot til Langå. Man skal så heller ikke opdage at man har glemt alt hvad der hedder penge og telefon efter at have ligget på togets tag i et halvt døgn og gentaget sætningen ”Det’Dumt” ca. hundredetusinde gange. Når man så endelig er kommet frem til Berlin uden penge, telefon og tysk-færdigheder skal man nok heller ikke satse på at hoppe op på et andet tog for at vende hjem til Danmark.

Dagens afsnit stammer fra i søndags, og er opstået i fællesskab med mine to dumme kammerater Mulle og Pelle. Nedenfor ses hvor dumme de er!

Et smut i kirke - og så på en søndag

På vej over til Brammersgade i søndags, slog jeg et smut forbi den katolske kirke på strøget. Inden jeg nåede kirken, faldt mit blik på den største puddelhund jeg til dato har set. Hunden og dens ejer gik over til kirken, så der endte jeg også. Folk udenfor var meget begejstrede over hunden, og snakken gik mellem alle de ældre ægtepar, som tilsyneladende netop havde besøgt kirken. Jeg tænkte, at det kunne være spændende, at få et kik på en gotisk kirke efter vi har arbejdet en del med sådanne i periodestudier.

Det var faktisk en rigtig god oplevelse at komme ind i en rigtig kirke i stedet for bare at kigge på billeder i en bog, og herligt at man kunne genkende så mange af de ting man har læst om.

Der må næsten have foregået en form for efterårshøjtidelighed, da hele kirken var udsmykket med grene og brune blade, som strakte sig fra gulv til loft, og et par hvidklædte præster gik rundt i rummet og talte med folk. Jeg følte mig måske en anelse påtrængende, så besluttede at smutte ud igen.

Men ak ja, jeg nåede da at blive helt salig på de små 10 minutter jeg snusede rundt derinde, og smukt var der.

Tilstand: Stilstand

Indrømmet, det har stået lidt sløjt til på kødbloggen de sidste par uger. Dette er dog ikke et udtryk for at det går stille for sig i den virkelige verden. Jeg har opholdt mig mange timer på skolen på det seneste, og når man både skal passe sit band, sin dj-virksomhed, sit job og sin trang til at tage i byen, er der pludselig ikke meget tid tilbage. I løbet af de sidste to uger har jeg måske haft en enkelt eller to aftener hvor jeg bare har kunnet smide mig i min seng om aftenen. Jeg overvejer at skære lidt ned på festivitasen (gad vide hvordan den overvejelse lyder når vi kommet tættere på weekenden? Suk, nogen der vil sælge en rygrad?)

En anden vigtig faktor i blog-dovenskaben er også, at jeg ikke kan få mit kamera til at arbejde sammen med min computer, så jeg har ikke så god mulighed for at krydre indlæggene med billeder. Men det kommer..

De gamle gemmer

Forleden dag fik jeg kigget min gamle stationære computer igennem for ting, jeg ville gemme. Kunne ikke rigtigt overskue at forkaste noget af det, så alt hvad der hed billeder og dokumenter røg over på le mac.
Der er en hel del guf iblandt billederne. En masse skrammel og en masse med minder. Billeder fra Daddy H's storhedstid i Sønderjylland og billeder fra de klassiske 18-års-fødselsdage i diverse forsamlingshuse.
Jeg fandt også ovenstående billede, som er en kollage jeg lavede for ca. fem år siden, og den skal da deles med alle jer. Billedet hedder "Your Stars"

Kirke

Efter at have besøgt min farfar i eftermiddags, tog jeg et smut omkring kirkegården for at kigge til min farmors grav. Som det ses på billedet, var der er sjældent skyfrit øjeblik over Gundersted da jeg stod ved kirkens tårn.

Lad mig også fortælle, at jeg langt om længe har fået købt mig et kamera, så for eftertiden håber jeg på, at kunne lade mange af mine små fortællinger være i følge af et foto.

Min Farfar

Her er min farfar. Min elskede farfar. Min farfar hedder Kristian og bor i vel nok verdens mindste by, Gundersted, lidt uden for Aars, så når jeg er hjemme på besøg, tager jeg altid et smut ud og kigger til ham. Man kan altid være sikker på at blive budt på en bajer og et stykke roulade friskkøbt fra Gundersted købmandsgård, så det er med at have appetitten i orden når man tager turen derud.

Min farfar er rock’n’roll. Hans interesser er hovedsageligt smøger, kortspil og kaffe. Ovenstående billede tog jeg af ham lige inden han var på vej til kortspil på Gundersted skole, hvor han som han sagde ”skulle op og tjene nogle penge”. Ja min farfar er sgu rock’n’roll. Han har givet mig lov til at have mit trommesæt stående hjemme hos ham, så når jeg besøger ham, får han blæst ørerne godt igennem. Jeg tror han hygger sig med det.

Det er måske lidt forkert at sige, at hans interesser kun er kort og smøger (og nøgne kvinder), for han er også en dygtig havemand. Efter min farmors død for små ti år siden vil det være synd at sige, at der er fuldstændig styr på sagerne i huset på Skovvænget, men min farfar elsker haven, og kan ikke nænne at flytte til et mindre sted. Det er jo netop også i Gundersted at alle de gamle rødder stadig bor. Nobbenau, Maler Peter, Bomholdt, Peter Møller, Pi Dask og Helge (også kendt som millionæren) er blot nogle af de navne man gang på gang hører sladder om.

Min farfar kan vel nærmest betragtes som en slags borgmester i byen, idet han er formand for pensionistforeningen. En post han overtog fra min farmor, som havde styret pensionisterne med hård hånd i mange år. Det må jo ligge til familien, så gad vide om jeg ikke også ender på samme facon engang.

Godis

At være på ferie i Aars er først og fremmest ensbetydende med én ting: nemlig at man bliver forkælet lang pokker i vold. Et rent overflødighedshorn af diverse godter og god mad, og man kan jo ikke lade være når ens gode mor byder én alt hvad man kan tænke sig.

Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på det svenske ord for slik, som de fleste nok er bekendt med er ”godis”. En hurtig søger på google førte mig videre til den svenske wikipedia, som på deres side om godis lister en del forskellige varianter. Jeg fandt det ret morsomt, at det vi i Danmark kalder en sukkerstok, hedder en polkagris i svenskens land. Hvor tåbeligt er det ikke lige? Jeg kan ikke lade være med at danne mig et billede af denne her lystige gris i lederhosen, grøn jagthue, fadøl i den ene hånd og med monokel i øjet danse polka med en sukkerstok i den anden hånd.


Nå, men nu vi taler om slik, bør jeg da lige nævne at mit favoritslik er super syrligt vingummi og generelt bare nødder – og i den lidt sundere afdeling er vindruer, melon og ananas også noget jeg finder lækkert. Så hvis i skulle ligge inde med nogle af disse genstande, så ved i hvor i kan få dem afsat.

Et par Rock'n'Roll drenge

Good old friends

I dag fik jeg en rar besked af en af mine veninder*. Hun fortalte slet og ret hvor godt og dejligt et menneske hun synes jeg er**. Hold da op, det er altså ikke hver dag*** man får sådan en ting at vide.
Jeg gik jo hen og blev en smule rørt over denne besked, og er blevet enig med mig selv om, at jeg fra nu af vil gøre en dyd ud af at fortælle folk, at jeg holder af dem. Selvfølgelig skal det ikke misbruges og komme til at virke uoprigtigt. Nogle gange går man og kommer til at tænke på folk, som gør én bare en lille smule gladere i sin hverdag****, og fra nu af skal de altså have det at vide.


*) er jeg den eneste, der synes, at det lyder underligt, at omtale sine pigevenner som veninder?

**) okay, det virker måske en anelse usmagfuldt selv at skrive.

***) det skulle da lige være i en af de sædvanlige branderter hvor alle og enhver får sig et ”jeg elsker dig sgu” med på vejen

****) ja ja, det gælder selvfølgelig også i ferier, helligdage og weekender.

Over-springs-handling

Jeg har spist slik hele dagen som overspringshandling for at få kigget det sidste på mit oplæg til torsdag. Det bliver godt at kunne få det overstået. Det bliver som at have ferie, at komme op til visuel kultur fredag morgen.

Gammel konservativ tosk?

Da jeg i dag gik ad Ny Munkegade på vej mod Universitetet, blev jeg standset af et par unge dullede piger.
Den ene spørger: "Undskyld, du kan vel ikke hjælpe mig med en tjeneste?".
Frisk og behjælpelig, som jeg nu engang er, svarer jeg: "Jo selvfølgelig, jeg skal da gøre hvad jeg kan".
Pigen siger: "'Amen altså, det' fordi jeg er 16 og jeg må godt ryge, men nu skal man være 18 for at købe smøger, så kan du ikke købe nogle for mig?"
Så kom den gamle mand altså op i mig og jeg svarede: "Hmm, nej det kan jeg ikke!"

I selvsamme sekund som jeg havde skuffet hende, og sagt nej, følte jeg mig som en sand helt, og tænkte at hun bare måtte indse at lære at lade være med at begynde på sådan noget skidt i så ung en alder. Men hvem er det lige jeg prøver at snyde? Jeg var jo ikke en dart bedre selv dengang jeg ikke var gammel nok til at købe sprut i den lokale kiosk, og vi var nød til at lokke vores ældre venner til at købe for os.

Man er sgu gået hen og blevet et gammelt røvhul.

LAME!

STATEMENTS..

- Kenneth Kød er forelsket – ikke i nogen bestemt, men bare generelt.
- Kenneth Kød er sliksulten – og har slik på lager.
- Kenneth Kød vil se en film – noget uhyggeligt, David Lynch bliver det.
- Kenneth Kød er ret så ødelagt – og har fri i morgen.
- Kenneth Kød elsker at høre musik – Flaming Lips er fantastiske.
- Kenneth Kød kan lide at skrive – Kenneth Kød har nu skrevet.

- and all that jazz..

Jeg har det skønt. Er lidt halvfuld ovenpå en herrefrokost. Prutter en smule. En søndag er på sit ypperligste, når man kan smide sig på sin seng kl. otte og sige: ”jøsses, sikke herligt jeg har haft det i selskab med sild, snaps og drengene denne dag”.
En tradition er efterhånden født. Den tilbagevendende søndagsfrokost er kommet for at blive. Hvor er det lækkert at mødes med gutterne over en middag og få diskuteret (og disputeret) livets gang i Lidenlund. Dagens gennemgående tema var Jazz. Jazz mest i form af sin symbolske betydning for alt hvad der er lummert, fugtigt og frækt – som os mænd kan lide det. Ja, vi er nu engang nogle ækle udyr når det kommer til stykket.

Kunsthistorisk festivitas –

Noget af det bedste jeg ved, er at påtage mig rollen som vært. Det at skulle gøre andre mennesker glade og tilpasse, er noget der tiltaler mig. I går var der fest i Kupperup. Omkring 40 mennesker, hovedsageligt fra studiet, var vi samlet i lejligheden til dans og fest. Det var rart at mødes med nogle af ”hold a’erne” som vi ”hold b’ere” jo desværre ikke ser så tit. Jeg håber alle har haft en god aften. Jeg har i hvert fald nydt hvert minut af sidste aftens strabadser i fulde drag. En aften med dans er jo som sædvanligt altid en god aften.
Mit elskede strygejern led dog en skæbnesvanger død. Jens og Klaus fandt et splintret strygejern liggende i vores gård i går nat, og det skulle vise sig at være undertegnedes ejendom der var blevet skubbet ud af badeværelsesvinduet. Naturligvis et uheld, som kunne have forsaget den visse død, hvis det havde ramt en forbipasserende i farten. Men som bekendt spildes der jo hvor der handles..

...ikke den rene elendighed

På trods af mit lidt efterårsagtige tungsind i dag, har jeg op til flere ting jeg kan glæde mig til. På torsdag skal jeg f.eks. klippes. Jeg har fundet mig en herlig frisør i Jægergårdsgade. ”Uffe’s Klippebutik”. Uffe er en midaldrende mand med stor mave, skjorten inden i bukserne, stort rødt hår med dertilhørende rødt overskæg og med smøg i kæften. Ikke de helt store dikkedarer der. 12 minutter og så er man klippet. ”Jeg skal bare have sådan en lidt gammeldags frisure” var mine ord. ”Så’gerne”. En fantastisk feature ved Uffe, er hans brug af vat, som han har til at være i en gammel metalbeholder. Og sikke en måde han kan håndtere en frisørkost på. Man føler sig virkelig sendt tilbage i tiden til de gode gamle barbershops. Men på en og samme tid føler man sig også placeret i noget der kunne minde om en vestjysk havnebodega. De grønne og lilla pastelfarver i Uffes lille studie komplimenterer ikke ligefrem hans gode gemyt, men det har vel sin charme.
Og ja, så kan jeg også glæde mig til weekenden, hvor jeg får hele herligheden af et kunsthistoriestudie på besøg. Der bliver dømt gak og løjer!
Og sidst men ikke mindst, vil jeg glæde mig til efterårsferien. Hjem og besøge familien i Aars. Jeg har ikke været hjemme og vende siden Juli, så det er efterhånden tiltrængt med et par dage i forkælelsens tegn.

Efterårsstemning

Så fik jeg endelig sat den vask over. Det vil sige at jeg om to timer står og hænger vasketøj op inden jeg vil gå i seng. Jeg har haft en lidt nedtrykt dag. Tror måske det dårlige vejr har påvirket mig lidt. Min underlige skæve fornemmelse i mit hoved gør det sikkert heller ikke bedre. Jeg ringede til min læge tidligere, men han havde først tid til at se mig på mandag i næste uge. Det er altså for ringe. Jeg tror jeg skifter læge snart.
I skrivende stund er Gustav ved at flytte alle sine ting ud af lejligheden. Det er nu alligevel lidt sørgmodigt. Skal det betyde, at der ikke skal kuppes så meget længere? Jeg bliver jo helt vemodig ved tanken.
Jeg har siddet og læst fra 14 til 17 oppe på Kasernen i dag. Tror jeg nåede igennem 10 sider. Det er ret tungt stof jeg skal igennem. En masse facts om Hagia Sophia kirken i Konstantinopel uden rigtigt at få nogle konklusioner serveret. Det er ikke noget der sidder fast desværre selvom det nu er ganske interessant.
Da jeg kom hjem var jeg helt ødelagt i bolden. Mit køleskab var gabende tomt, så jeg måtte ty til en omgang havregryn. Derefter faldt jeg i søvn på sofaen med mit kompendium på maven. Har siddet og forsøgt mig med læsningen de sidste par timer igen, men har kun fået læst tre sider. Jeg tror jeg vil give det en sidste chance en times tid endnu inden vasketøjet skal hentes.

Løse Tanker

Det er gået hen og blevet mandag. Jeg er en anelse udtømt for gode emner at skrive om, så jeg prøver nu at nedskrive et par løse tanker, som lige falder mig ind. Lad mig betragte det som en lille associationsleg.
Hmm, lad mig se. Det første der falder mig ind, er strøget her i byen. Gad vide hvorfor jeg tænker på det sted? Tjoe, jeg har da gået op og ned ad strøget i dag, og jeg gik der egentligt også i går.

I går gik jeg ad strøget for at slå et smut forbi Salling, som har en masse gode ting på tilbud for tiden. Jeg havde tænkt mig at finde en ny lækker t-shirt, men alt der var på tilbud, var noget værre stads. Til gengæld fandt jeg nogle mennesker, som jeg kendte i Salling. Lige idet jeg kom ind ad døren, stødte jeg på Gunhild og Katrine, som var udstyret i noget der mindede om skitøj. De havde åbenbart fundet nogle gode jakker og tasker, som var sat stærkt ned i pris. Jeg fik et mindre foredrag om hvor vidunderlige tasker fra Häglöfs er, men det var ikke rigtigt noget der trak i mig. Jeg har stadig min gamle uopslidelige Eastpak.

Apropos Gunhild, så havde hun og jeg i den foregående nats brandert aftalt, at skulle pleje tømmermænd sammen. Vi blev enige om at tage et smut i Øst for Paradis, og jeg fandt frem til en film, som skulle være den helt store overraskelse for min makkerinde. Da vi om aftenen kom ind i biografen, skulle det vise sig, at stedet var ramt af sygdom, så de kunne desværre ikke vise den film, jeg havde planlagt vi skulle se. Hmm, så måtte vi jo høre hvad der ellers gik. Die Welle, eller på dansk Bølgen, gik lige straks, så den besluttede vi os for at se. Filmen er en ny udgave af den amerikanske The Wave, hvor en gymnasieklasse får lov til at prøve kræfter med diktaturets glæder og sorger i en emneuge. Det løber selvfølgelig helt af sporet, og ender ret tragisk. Umiddelbart kan jeg bedre lide den amerikanske version. Den tyske er lidt – tjah – tysk i sin stil. En anelse teatralsk og udpenslet, men jeg må bifalde slutningen, som fungerede helt efter hensigten. Chokerende og nervepirrende. Jeg tror godt jeg kan tale for både Gunhild og jeg selv, når jeg siger, at man sad helt ude på spidsen af stolen da rulleteksterne dukkede frem på lærredet.

Okay, mine associationer dvæler stadig ved søndag. Søndag. Jeg gik og nippede til rødvin i går. Følte mig meget dannet da jeg drak vin af højstilkede glas til min aftensmad, som bestod af chili con carne. Vinen stammede fra aftenen før, hvor Kupperne Keller, Kastrup og Kød holdt afskedsmiddag for Kuppe G. Gustav flyver fra reden på onsdag, og vi tænkte at det hellere måtte ”fejres” med en god middag. Desert og det hele, mmm.

Rødvin. Jeg har også fået mig et lille glas vin i dag. Tænkte at det sikkert kunne sætte skub i læsningen hos mig. Jeg har siddet og kogt over en ret tung tekst om Byzantinsk arkitektur. Fyldt med mange engelske fremmedord og fagudtryk, så jeg har ca. læst to sider i timen over hele eftermiddagen og aftenen.

Aften, eftermiddag – formiddag. I formiddags mødtes jeg med min læsegruppe for at producere et moderne stilleben. Stilleben er en kunstnerisk stil, hvor man fortrinsvist afbilleder ”døde” ting. Billederne afspejler i stor grad tendenser i tiden som f.eks. politik, religion og økonomi. Vanitassymboler er ret højfrekvente ligesom brugen af symboler for sanserne også er.
Med vores billede var grundtanken at behandle emnet ”Forfængelighed”. Med spejlet som ramme bliver det selvcentrede slået fast og den ufriske frugt giver et indtryk af en mulig negativ ladning over for emnet. Resten af tingene på billedet symboliserer vore fem sanser. Nogen der kan sætte navn på hvilke ting der symboliserer hvad?



For at runde min lille leg af, gik jeg hjem ad strøget i dag hvor jeg har været lige siden og kæmpet med mine kunsthistoriske byrder. Ikke let forståelige, men det trods alt rart at føle, at man er blevet en lille smule klogere hver dag.

Det perfekte blog-indlæg

I dag vil jeg bringe en homage til den danske film- og levemand Jørgen Leth. Det Perfekte Menneske fra 1967 er en del af Leths række af antropologiske film. En både rørende og morsom lille film, som bestemt kan anbefales.
Filmen sætter spørgsmålstegn ved hvad det perfekte menneske er, og om et sådant menneske egentligt har forstået hvad livet handler om.
Her bringer jeg et lille uddrag fra filmen, hvor den perfekte mand sidder og reflekterer lidt over livet over en middag. Manden spillet af Claus Nissen.

Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage.
Om min venstre hånd strålede en krans af tågede hvide flammer.
Og jeg betragtede omhyggeligt den venstre side af min egen mørke jakke.
Midt i mit hjerte var der en lille hvid prik.
Jeg ved ikke hvad det skal betyde.


Bum bum bum...
Hvorfor er lykken så lunefuld, hvorfor er glæden så kort?
Hvorfor gik du fra mig, hvorfor gik du bort?
Tjah...
Hvorfor er lykken så lunefuld, hvorfor er glæden så...?
Hvorfor gik du fra mig, hvorfor gik du bort?
Phif!
Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort?
Host..
Hvorfor gik du fra mig?
Hvorfor gik du bort?
Nåeh..
Meget meget meget lækkert!

Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage...

Søndagsseancer

Endnu en uge er kommet til sin ende. Søndag, dagen hvor ugens gerninger og ugerninger gøres op, og hvor man har tid til at trække vejret. Efter en weekend med lidt for mange punkter på programmet, har det været rart med en enkelt dag uden nogle forpligtelser. Gustav og jeg har fået ordnet lejligheden, så lige nu sidder jeg i vores sofa og nyder glæden ved at have brugt et par timer på oprydning.

Gårsdagens spillejob på Sway trak ud til kl. 4 denne gang. Vi var plaget af en del tekniske uheld, men klarede os igennem på bedste vis. Nogle gæster mente at vi spillede lige lovlig meget elektronisk frem for indierock, men når vi nu engang er blevet hyret til at styre musikken, må det også være op til os hvad der spilles.

Der er blevet lol’et og oh my’et en hel del i kuppereden i dag. Kajen, Fyller og Spiffen har overnattet her efter nattens bytur, og den bande er altid garant for nogle ( lad os bare sige specielle) tankegange. Gustav og jeg har spist en omgang god gammeldags rustik grøntsagssuppe, og talt lidt om livets store emner. Af disse kan f.eks. nævnes samtalen om verdens mest fjollede salatsorter: lollo rosso og lollo blondo.

Efter den gode sunde omgang grøntsager sidder jeg lige nu og overvejer kraftigt om jeg ikke skal en tur i fakta og finde et eller andet usundt, som kan fortæres over en film. Gerne noget sødt eller surt. Salt er pt. et no go!

Uge 39 here I come!

THIS IS NOT A DRILL

Dagen i dag har på alle tænkelige måder været ganske og aldeles normal. Jeg skulle møde sent i dag, så jeg stod op i god tid sådan der var plads et dejligt langt bad, nyde et godt morgenmåltid og smøre mig en lækker sandwich, som jeg kunne gå og glæde mig til at sætte tænderne i senere oppe på skolen.

I dag stod programmet på periodestudier. På papiret det tørre historiske fag, men jeg er blevet positivt overrasket over hvor spændende det egentligt er. Vores to undervisere Maria og Hans Jørgen er begge livlige, entusiastiske og gør meget ud af at vi endelig bare skal bryde ind og spørge undervejs. Jeg er glad for at vi kører mere gym-style med klasseundervisning end hardcore uni-style med ren forelæsning i store tomme sale.

I dag var det Byzans som var på showets plakat, så vi har beskæftiget os med kirker, kristendom og mosaikker. Indtil videre har vi haft meget om sammenhængen mellem de forskellige kulturers religioner, templer, kirker, arkitekturer og udsmykningen af disse. Hvem havde nogensinde troet, at jeg ville finde sådan noget ”gammelt skidt” spændende?

Efter undervisning sad jeg tre timer oppe i vores læsesal for at forberede mig til morgendagens forelæsning om Gotik. Jeg vil så vidt muligt forsøge at læse så meget af mit stof som muligt oppe i læsesalen. På den måde har jeg en ide om, at jeg ikke vil blive lokket af alskens fristelser herhjemme i Kupperup. Indrømmet, facebook og messenger blev benyttet op til flere gange i løbet af læsningen, men jeg føler alligevel at jeg får læst flere sider i timen end når jeg sidder herhjemme, hvor de to andre kupper går og driller mig.

På vej hjem fra skole mødte jeg min kollega og ven Rune. Ret pudsigt mødte jeg ham på præcist samme sted i går, nemlig på Ny Munkegade, som vi begge skal ned ad for at komme hjem efter skole. I dag var Rune så storsindet at invitere mig med hjem til en kop kaffe. Vi fik os en lille snak om blandt anden livsfarlige fartøjer og måden hvorpå man bør skelne mellem folk som er excentriske og folk som er påtaget underlige. Rune kunne informere mig om at volleyballsæsonen allerede er gået i gang, så jeg fik pludselig planer for min onsdag aften. Yes mand, volleyball har jeg gået og savnet i løbet af sommeren, hvor jeg ikke har haft tid til at spille beach.

Aftenens træning begyndte kl. 20.00 med en grundig opvarmning, nogle opsamlings- og serveøvelser, og til sidst stod den på kamp. Som den fantastiske spiller jeg nu engang er, ofrede jeg mig villigt til at sætte liv og lemmer på spil for at redde diverse bolde, som lå godt placeret i periferien af banen. Dette resulterede i et dejligt brændemærke på mit højre knæ, og meget apropos brændemærke, så gik brandalarmen under træningen. Respektløse som vi var, fortsatte vi med at spille videre. Efter 5 minutter hvor den overdøvende alarm havde klinget, er der en fyr der stiller det fantastiske spørgsmål: ”Ehh, burde vi egentligt ikke gå ud? Det er jo trods alt brandalarmen” Tjoe, det burde vi da egentligt vist nok, men først skulle vi lige magelige som vi nu engang er, have os lidt vand og drikke og pænt pakke vores tasker, jakker og sko sammen. Vi traskede i samlet flok ned i forhallen, og selvfølgelig var det en falsk alarm.

Jeg synes det er en anelse tankevækkende hvordan brandalarmen har mistet alt respekt. Mit bud er at årelange oplevelser med falske alarmer i folkeskolen har skabt dette Peter og Ulven fænomen. Udtrykket ”don’t panic” har ligesom også mistet lidt sin værdi. Måske burde man udskifte alarmens karakteristiske sirene ud med en panisk kvindestemme råbende:

”Nu er der al grund til panik. Løb som i aldrig har løbet før. THIS IS NOT A DRILL!”

A Long Lost Friend

Jeg har savnet det. Ja, jeg har faktisk savnet det en hel del. Det jeg taler om, er netop hvad jeg for ca. 25 sekunder siden er påbegyndt – blogskriveriet. Jeg burde måske egentligt bruge ordet genoptaget, for som mine indledende ord beskriver, har jeg før dyrket denne disciplin med stor glæde.

Sidste indlæg blev leveret 25. november 2007, og omhandlede en ret fantastisk studietur til Berlin i selskab med et muntert lille filmhold, som jeg havde nogle ganske spændende oplevelser sammen med.

Men er du gal hvor er der bare sket meget siden dengang! Jeg føler mig som en ganske anden Kenneth end for 10 måneder siden. Først må jeg nævne at jeg har lært en masse nye mennesker at kende. Fantastiske mennesker. Festlige mennesker. Fjollede mennesker. Mennesker jeg ønsker at lære at kende bedre. Mennesker jeg har lært godt nok til at have lyst til at kalde mine venner, og som man både kan skabe sig tosset sammen med og samtidig mødes på tomandshånd en hverdagsaften, og tale om livets små og store finurligheder.

Efter at have boet på luftmadras i et kvart år, fandt jeg endelig frem til min nuværende lejlighed i Rosensgade i hjertet af Århus. Kuppereden, som vores adresse i folkemunde går under, har været vært for et efterhånden utal af gode arrangementer, som både tæller 5-10-20-30-og 40-mands store fester. Men de stille aftener med film, hygge og herrefrokoster må bestemt heller ikke gå i glemmebogen.

For tre uger siden begyndte min nye tid som studerende ved Århus universitet. I foråret fik jeg taget min manglende eksamen i tysk, og kunne dermed komme i betragtning til en plads på kunsthistorie. Jeg har aldrig før været så glad for at begynde i skole igen. Jeg føler mig meget privilegeret over at kunne få lov til at fordybe mig i et fag, som jeg finder interessant, og miljøet på kasernen er også skønt. Endnu flere nye ansigter er allerede blevet tilføjet til mit indre register over mennesker jeg frydes over at være i fællesskab med, og jeg ser frem til at tilbringe de næste mange år med dem.

På fritidsområdet har jeg også flere jern i ilden. Mit stadigt nystartede band begynder at tage form. Skitser til flere selvskrevne numre er i rotation, og lige vil rygtet vide, at en forsanger muligvis er på trapperne. En anden nystartet karriere inden for det musikalske har jeg også gjort mig. The Peet’n’Meat Machine er Århus’ nye hotte DJ-makkerpar, som ser frem til at sørge for liv og glade i nattelivet. Den skarpe læser vil sikkert kunne uddrage af navnet, at jeg er den ene halvdel af dette makkerpar, stærkt flankeret af min gode gamle ven Peter Poulsen.

Nu sidder du sikkert og tænker ”Herre Jemini, hvad er det dog den gode Kenneth Kød har rodet sig ud i? Dette indlæg minder jo mest af alt om en af Hendes Kongelige Højhed Dronning Margrethe II’s lidt for sentimentale nytårstaler” – Og ja, det er meget muligt, men jeg synes ligesom at en officiel åbningstale ville være på sin plads som en ny start og velkomst til min blog. Først og fremmest vil mine skriverier komme til at omhandle min hverdag og livsanskuelser, men gad vide om et par ord om kunst, kultur, byliv, mode, musik, mandehørm, mad, film osv. ikke også finder sine små pladser på siden.

En gang for alle - et velkommen til alle!