...ikke den rene elendighed

På trods af mit lidt efterårsagtige tungsind i dag, har jeg op til flere ting jeg kan glæde mig til. På torsdag skal jeg f.eks. klippes. Jeg har fundet mig en herlig frisør i Jægergårdsgade. ”Uffe’s Klippebutik”. Uffe er en midaldrende mand med stor mave, skjorten inden i bukserne, stort rødt hår med dertilhørende rødt overskæg og med smøg i kæften. Ikke de helt store dikkedarer der. 12 minutter og så er man klippet. ”Jeg skal bare have sådan en lidt gammeldags frisure” var mine ord. ”Så’gerne”. En fantastisk feature ved Uffe, er hans brug af vat, som han har til at være i en gammel metalbeholder. Og sikke en måde han kan håndtere en frisørkost på. Man føler sig virkelig sendt tilbage i tiden til de gode gamle barbershops. Men på en og samme tid føler man sig også placeret i noget der kunne minde om en vestjysk havnebodega. De grønne og lilla pastelfarver i Uffes lille studie komplimenterer ikke ligefrem hans gode gemyt, men det har vel sin charme.
Og ja, så kan jeg også glæde mig til weekenden, hvor jeg får hele herligheden af et kunsthistoriestudie på besøg. Der bliver dømt gak og løjer!
Og sidst men ikke mindst, vil jeg glæde mig til efterårsferien. Hjem og besøge familien i Aars. Jeg har ikke været hjemme og vende siden Juli, så det er efterhånden tiltrængt med et par dage i forkælelsens tegn.

Efterårsstemning

Så fik jeg endelig sat den vask over. Det vil sige at jeg om to timer står og hænger vasketøj op inden jeg vil gå i seng. Jeg har haft en lidt nedtrykt dag. Tror måske det dårlige vejr har påvirket mig lidt. Min underlige skæve fornemmelse i mit hoved gør det sikkert heller ikke bedre. Jeg ringede til min læge tidligere, men han havde først tid til at se mig på mandag i næste uge. Det er altså for ringe. Jeg tror jeg skifter læge snart.
I skrivende stund er Gustav ved at flytte alle sine ting ud af lejligheden. Det er nu alligevel lidt sørgmodigt. Skal det betyde, at der ikke skal kuppes så meget længere? Jeg bliver jo helt vemodig ved tanken.
Jeg har siddet og læst fra 14 til 17 oppe på Kasernen i dag. Tror jeg nåede igennem 10 sider. Det er ret tungt stof jeg skal igennem. En masse facts om Hagia Sophia kirken i Konstantinopel uden rigtigt at få nogle konklusioner serveret. Det er ikke noget der sidder fast desværre selvom det nu er ganske interessant.
Da jeg kom hjem var jeg helt ødelagt i bolden. Mit køleskab var gabende tomt, så jeg måtte ty til en omgang havregryn. Derefter faldt jeg i søvn på sofaen med mit kompendium på maven. Har siddet og forsøgt mig med læsningen de sidste par timer igen, men har kun fået læst tre sider. Jeg tror jeg vil give det en sidste chance en times tid endnu inden vasketøjet skal hentes.

Løse Tanker

Det er gået hen og blevet mandag. Jeg er en anelse udtømt for gode emner at skrive om, så jeg prøver nu at nedskrive et par løse tanker, som lige falder mig ind. Lad mig betragte det som en lille associationsleg.
Hmm, lad mig se. Det første der falder mig ind, er strøget her i byen. Gad vide hvorfor jeg tænker på det sted? Tjoe, jeg har da gået op og ned ad strøget i dag, og jeg gik der egentligt også i går.

I går gik jeg ad strøget for at slå et smut forbi Salling, som har en masse gode ting på tilbud for tiden. Jeg havde tænkt mig at finde en ny lækker t-shirt, men alt der var på tilbud, var noget værre stads. Til gengæld fandt jeg nogle mennesker, som jeg kendte i Salling. Lige idet jeg kom ind ad døren, stødte jeg på Gunhild og Katrine, som var udstyret i noget der mindede om skitøj. De havde åbenbart fundet nogle gode jakker og tasker, som var sat stærkt ned i pris. Jeg fik et mindre foredrag om hvor vidunderlige tasker fra Häglöfs er, men det var ikke rigtigt noget der trak i mig. Jeg har stadig min gamle uopslidelige Eastpak.

Apropos Gunhild, så havde hun og jeg i den foregående nats brandert aftalt, at skulle pleje tømmermænd sammen. Vi blev enige om at tage et smut i Øst for Paradis, og jeg fandt frem til en film, som skulle være den helt store overraskelse for min makkerinde. Da vi om aftenen kom ind i biografen, skulle det vise sig, at stedet var ramt af sygdom, så de kunne desværre ikke vise den film, jeg havde planlagt vi skulle se. Hmm, så måtte vi jo høre hvad der ellers gik. Die Welle, eller på dansk Bølgen, gik lige straks, så den besluttede vi os for at se. Filmen er en ny udgave af den amerikanske The Wave, hvor en gymnasieklasse får lov til at prøve kræfter med diktaturets glæder og sorger i en emneuge. Det løber selvfølgelig helt af sporet, og ender ret tragisk. Umiddelbart kan jeg bedre lide den amerikanske version. Den tyske er lidt – tjah – tysk i sin stil. En anelse teatralsk og udpenslet, men jeg må bifalde slutningen, som fungerede helt efter hensigten. Chokerende og nervepirrende. Jeg tror godt jeg kan tale for både Gunhild og jeg selv, når jeg siger, at man sad helt ude på spidsen af stolen da rulleteksterne dukkede frem på lærredet.

Okay, mine associationer dvæler stadig ved søndag. Søndag. Jeg gik og nippede til rødvin i går. Følte mig meget dannet da jeg drak vin af højstilkede glas til min aftensmad, som bestod af chili con carne. Vinen stammede fra aftenen før, hvor Kupperne Keller, Kastrup og Kød holdt afskedsmiddag for Kuppe G. Gustav flyver fra reden på onsdag, og vi tænkte at det hellere måtte ”fejres” med en god middag. Desert og det hele, mmm.

Rødvin. Jeg har også fået mig et lille glas vin i dag. Tænkte at det sikkert kunne sætte skub i læsningen hos mig. Jeg har siddet og kogt over en ret tung tekst om Byzantinsk arkitektur. Fyldt med mange engelske fremmedord og fagudtryk, så jeg har ca. læst to sider i timen over hele eftermiddagen og aftenen.

Aften, eftermiddag – formiddag. I formiddags mødtes jeg med min læsegruppe for at producere et moderne stilleben. Stilleben er en kunstnerisk stil, hvor man fortrinsvist afbilleder ”døde” ting. Billederne afspejler i stor grad tendenser i tiden som f.eks. politik, religion og økonomi. Vanitassymboler er ret højfrekvente ligesom brugen af symboler for sanserne også er.
Med vores billede var grundtanken at behandle emnet ”Forfængelighed”. Med spejlet som ramme bliver det selvcentrede slået fast og den ufriske frugt giver et indtryk af en mulig negativ ladning over for emnet. Resten af tingene på billedet symboliserer vore fem sanser. Nogen der kan sætte navn på hvilke ting der symboliserer hvad?



For at runde min lille leg af, gik jeg hjem ad strøget i dag hvor jeg har været lige siden og kæmpet med mine kunsthistoriske byrder. Ikke let forståelige, men det trods alt rart at føle, at man er blevet en lille smule klogere hver dag.

Det perfekte blog-indlæg

I dag vil jeg bringe en homage til den danske film- og levemand Jørgen Leth. Det Perfekte Menneske fra 1967 er en del af Leths række af antropologiske film. En både rørende og morsom lille film, som bestemt kan anbefales.
Filmen sætter spørgsmålstegn ved hvad det perfekte menneske er, og om et sådant menneske egentligt har forstået hvad livet handler om.
Her bringer jeg et lille uddrag fra filmen, hvor den perfekte mand sidder og reflekterer lidt over livet over en middag. Manden spillet af Claus Nissen.

Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage.
Om min venstre hånd strålede en krans af tågede hvide flammer.
Og jeg betragtede omhyggeligt den venstre side af min egen mørke jakke.
Midt i mit hjerte var der en lille hvid prik.
Jeg ved ikke hvad det skal betyde.


Bum bum bum...
Hvorfor er lykken så lunefuld, hvorfor er glæden så kort?
Hvorfor gik du fra mig, hvorfor gik du bort?
Tjah...
Hvorfor er lykken så lunefuld, hvorfor er glæden så...?
Hvorfor gik du fra mig, hvorfor gik du bort?
Phif!
Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort?
Host..
Hvorfor gik du fra mig?
Hvorfor gik du bort?
Nåeh..
Meget meget meget lækkert!

Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage...

Søndagsseancer

Endnu en uge er kommet til sin ende. Søndag, dagen hvor ugens gerninger og ugerninger gøres op, og hvor man har tid til at trække vejret. Efter en weekend med lidt for mange punkter på programmet, har det været rart med en enkelt dag uden nogle forpligtelser. Gustav og jeg har fået ordnet lejligheden, så lige nu sidder jeg i vores sofa og nyder glæden ved at have brugt et par timer på oprydning.

Gårsdagens spillejob på Sway trak ud til kl. 4 denne gang. Vi var plaget af en del tekniske uheld, men klarede os igennem på bedste vis. Nogle gæster mente at vi spillede lige lovlig meget elektronisk frem for indierock, men når vi nu engang er blevet hyret til at styre musikken, må det også være op til os hvad der spilles.

Der er blevet lol’et og oh my’et en hel del i kuppereden i dag. Kajen, Fyller og Spiffen har overnattet her efter nattens bytur, og den bande er altid garant for nogle ( lad os bare sige specielle) tankegange. Gustav og jeg har spist en omgang god gammeldags rustik grøntsagssuppe, og talt lidt om livets store emner. Af disse kan f.eks. nævnes samtalen om verdens mest fjollede salatsorter: lollo rosso og lollo blondo.

Efter den gode sunde omgang grøntsager sidder jeg lige nu og overvejer kraftigt om jeg ikke skal en tur i fakta og finde et eller andet usundt, som kan fortæres over en film. Gerne noget sødt eller surt. Salt er pt. et no go!

Uge 39 here I come!

THIS IS NOT A DRILL

Dagen i dag har på alle tænkelige måder været ganske og aldeles normal. Jeg skulle møde sent i dag, så jeg stod op i god tid sådan der var plads et dejligt langt bad, nyde et godt morgenmåltid og smøre mig en lækker sandwich, som jeg kunne gå og glæde mig til at sætte tænderne i senere oppe på skolen.

I dag stod programmet på periodestudier. På papiret det tørre historiske fag, men jeg er blevet positivt overrasket over hvor spændende det egentligt er. Vores to undervisere Maria og Hans Jørgen er begge livlige, entusiastiske og gør meget ud af at vi endelig bare skal bryde ind og spørge undervejs. Jeg er glad for at vi kører mere gym-style med klasseundervisning end hardcore uni-style med ren forelæsning i store tomme sale.

I dag var det Byzans som var på showets plakat, så vi har beskæftiget os med kirker, kristendom og mosaikker. Indtil videre har vi haft meget om sammenhængen mellem de forskellige kulturers religioner, templer, kirker, arkitekturer og udsmykningen af disse. Hvem havde nogensinde troet, at jeg ville finde sådan noget ”gammelt skidt” spændende?

Efter undervisning sad jeg tre timer oppe i vores læsesal for at forberede mig til morgendagens forelæsning om Gotik. Jeg vil så vidt muligt forsøge at læse så meget af mit stof som muligt oppe i læsesalen. På den måde har jeg en ide om, at jeg ikke vil blive lokket af alskens fristelser herhjemme i Kupperup. Indrømmet, facebook og messenger blev benyttet op til flere gange i løbet af læsningen, men jeg føler alligevel at jeg får læst flere sider i timen end når jeg sidder herhjemme, hvor de to andre kupper går og driller mig.

På vej hjem fra skole mødte jeg min kollega og ven Rune. Ret pudsigt mødte jeg ham på præcist samme sted i går, nemlig på Ny Munkegade, som vi begge skal ned ad for at komme hjem efter skole. I dag var Rune så storsindet at invitere mig med hjem til en kop kaffe. Vi fik os en lille snak om blandt anden livsfarlige fartøjer og måden hvorpå man bør skelne mellem folk som er excentriske og folk som er påtaget underlige. Rune kunne informere mig om at volleyballsæsonen allerede er gået i gang, så jeg fik pludselig planer for min onsdag aften. Yes mand, volleyball har jeg gået og savnet i løbet af sommeren, hvor jeg ikke har haft tid til at spille beach.

Aftenens træning begyndte kl. 20.00 med en grundig opvarmning, nogle opsamlings- og serveøvelser, og til sidst stod den på kamp. Som den fantastiske spiller jeg nu engang er, ofrede jeg mig villigt til at sætte liv og lemmer på spil for at redde diverse bolde, som lå godt placeret i periferien af banen. Dette resulterede i et dejligt brændemærke på mit højre knæ, og meget apropos brændemærke, så gik brandalarmen under træningen. Respektløse som vi var, fortsatte vi med at spille videre. Efter 5 minutter hvor den overdøvende alarm havde klinget, er der en fyr der stiller det fantastiske spørgsmål: ”Ehh, burde vi egentligt ikke gå ud? Det er jo trods alt brandalarmen” Tjoe, det burde vi da egentligt vist nok, men først skulle vi lige magelige som vi nu engang er, have os lidt vand og drikke og pænt pakke vores tasker, jakker og sko sammen. Vi traskede i samlet flok ned i forhallen, og selvfølgelig var det en falsk alarm.

Jeg synes det er en anelse tankevækkende hvordan brandalarmen har mistet alt respekt. Mit bud er at årelange oplevelser med falske alarmer i folkeskolen har skabt dette Peter og Ulven fænomen. Udtrykket ”don’t panic” har ligesom også mistet lidt sin værdi. Måske burde man udskifte alarmens karakteristiske sirene ud med en panisk kvindestemme råbende:

”Nu er der al grund til panik. Løb som i aldrig har løbet før. THIS IS NOT A DRILL!”

A Long Lost Friend

Jeg har savnet det. Ja, jeg har faktisk savnet det en hel del. Det jeg taler om, er netop hvad jeg for ca. 25 sekunder siden er påbegyndt – blogskriveriet. Jeg burde måske egentligt bruge ordet genoptaget, for som mine indledende ord beskriver, har jeg før dyrket denne disciplin med stor glæde.

Sidste indlæg blev leveret 25. november 2007, og omhandlede en ret fantastisk studietur til Berlin i selskab med et muntert lille filmhold, som jeg havde nogle ganske spændende oplevelser sammen med.

Men er du gal hvor er der bare sket meget siden dengang! Jeg føler mig som en ganske anden Kenneth end for 10 måneder siden. Først må jeg nævne at jeg har lært en masse nye mennesker at kende. Fantastiske mennesker. Festlige mennesker. Fjollede mennesker. Mennesker jeg ønsker at lære at kende bedre. Mennesker jeg har lært godt nok til at have lyst til at kalde mine venner, og som man både kan skabe sig tosset sammen med og samtidig mødes på tomandshånd en hverdagsaften, og tale om livets små og store finurligheder.

Efter at have boet på luftmadras i et kvart år, fandt jeg endelig frem til min nuværende lejlighed i Rosensgade i hjertet af Århus. Kuppereden, som vores adresse i folkemunde går under, har været vært for et efterhånden utal af gode arrangementer, som både tæller 5-10-20-30-og 40-mands store fester. Men de stille aftener med film, hygge og herrefrokoster må bestemt heller ikke gå i glemmebogen.

For tre uger siden begyndte min nye tid som studerende ved Århus universitet. I foråret fik jeg taget min manglende eksamen i tysk, og kunne dermed komme i betragtning til en plads på kunsthistorie. Jeg har aldrig før været så glad for at begynde i skole igen. Jeg føler mig meget privilegeret over at kunne få lov til at fordybe mig i et fag, som jeg finder interessant, og miljøet på kasernen er også skønt. Endnu flere nye ansigter er allerede blevet tilføjet til mit indre register over mennesker jeg frydes over at være i fællesskab med, og jeg ser frem til at tilbringe de næste mange år med dem.

På fritidsområdet har jeg også flere jern i ilden. Mit stadigt nystartede band begynder at tage form. Skitser til flere selvskrevne numre er i rotation, og lige vil rygtet vide, at en forsanger muligvis er på trapperne. En anden nystartet karriere inden for det musikalske har jeg også gjort mig. The Peet’n’Meat Machine er Århus’ nye hotte DJ-makkerpar, som ser frem til at sørge for liv og glade i nattelivet. Den skarpe læser vil sikkert kunne uddrage af navnet, at jeg er den ene halvdel af dette makkerpar, stærkt flankeret af min gode gamle ven Peter Poulsen.

Nu sidder du sikkert og tænker ”Herre Jemini, hvad er det dog den gode Kenneth Kød har rodet sig ud i? Dette indlæg minder jo mest af alt om en af Hendes Kongelige Højhed Dronning Margrethe II’s lidt for sentimentale nytårstaler” – Og ja, det er meget muligt, men jeg synes ligesom at en officiel åbningstale ville være på sin plads som en ny start og velkomst til min blog. Først og fremmest vil mine skriverier komme til at omhandle min hverdag og livsanskuelser, men gad vide om et par ord om kunst, kultur, byliv, mode, musik, mandehørm, mad, film osv. ikke også finder sine små pladser på siden.

En gang for alle - et velkommen til alle!