lørdag den 18. oktober 2008

De gamle gemmer


Forleden dag fik jeg kigget min gamle stationære computer igennem for ting, jeg ville gemme. Kunne ikke rigtigt overskue at forkaste noget af det, så alt hvad der hed billeder og dokumenter røg over på le mac.
Der er en hel del guf iblandt billederne. En masse skrammel og en masse med minder. Billeder fra Daddy H's storhedstid i Sønderjylland og billeder fra de klassiske 18-års-fødselsdage i diverse forsamlingshuse.
Jeg fandt også ovenstående billede, som er en kollage jeg lavede for ca. fem år siden, og den skal da deles med alle jer. Billedet hedder "Your Stars"

torsdag den 16. oktober 2008

Kirke


Efter at have besøgt min farfar i eftermiddags, tog jeg et smut omkring kirkegården for at kigge til min farmors grav. Som det ses på billedet, var der er sjældent skyfrit øjeblik over Gundersted da jeg stod ved kirkens tårn.

Lad mig også fortælle, at jeg langt om længe har fået købt mig et kamera, så for eftertiden håber jeg på, at kunne lade mange af mine små fortællinger være i følge af et foto.

Min Farfar


Her er min farfar. Min elskede farfar. Min farfar hedder Kristian og bor i vel nok verdens mindste by, Gundersted, lidt uden for Aars, så når jeg er hjemme på besøg, tager jeg altid et smut ud og kigger til ham. Man kan altid være sikker på at blive budt på en bajer og et stykke roulade friskkøbt fra Gundersted købmandsgård, så det er med at have appetitten i orden når man tager turen derud.

Min farfar er rock’n’roll. Hans interesser er hovedsageligt smøger, kortspil og kaffe. Ovenstående billede tog jeg af ham lige inden han var på vej til kortspil på Gundersted skole, hvor han som han sagde ”skulle op og tjene nogle penge”. Ja min farfar er sgu rock’n’roll. Han har givet mig lov til at have mit trommesæt stående hjemme hos ham, så når jeg besøger ham, får han blæst ørerne godt igennem. Jeg tror han hygger sig med det.

Det er måske lidt forkert at sige, at hans interesser kun er kort og smøger (og nøgne kvinder), for han er også en dygtig havemand. Efter min farmors død for små ti år siden vil det være synd at sige, at der er fuldstændig styr på sagerne i huset på Skovvænget, men min farfar elsker haven, og kan ikke nænne at flytte til et mindre sted. Det er jo netop også i Gundersted at alle de gamle rødder stadig bor. Nobbenau, Maler Peter, Bomholdt, Peter Møller, Pi Dask og Helge (også kendt som millionæren) er blot nogle af de navne man gang på gang hører sladder om.

Min farfar kan vel nærmest betragtes som en slags borgmester i byen, idet han er formand for pensionistforeningen. En post han overtog fra min farmor, som havde styret pensionisterne med hård hånd i mange år. Det må jo ligge til familien, så gad vide om jeg ikke også ender på samme facon engang.

onsdag den 15. oktober 2008

Godis

At være på ferie i Aars er først og fremmest ensbetydende med én ting: nemlig at man bliver forkælet lang pokker i vold. Et rent overflødighedshorn af diverse godter og god mad, og man kan jo ikke lade være når ens gode mor byder én alt hvad man kan tænke sig.

Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på det svenske ord for slik, som de fleste nok er bekendt med er ”godis”. En hurtig søger på google førte mig videre til den svenske wikipedia, som på deres side om godis lister en del forskellige varianter. Jeg fandt det ret morsomt, at det vi i Danmark kalder en sukkerstok, hedder en polkagris i svenskens land. Hvor tåbeligt er det ikke lige? Jeg kan ikke lade være med at danne mig et billede af denne her lystige gris i lederhosen, grøn jagthue, fadøl i den ene hånd og med monokel i øjet danse polka med en sukkerstok i den anden hånd.


Nå, men nu vi taler om slik, bør jeg da lige nævne at mit favoritslik er super syrligt vingummi og generelt bare nødder – og i den lidt sundere afdeling er vindruer, melon og ananas også noget jeg finder lækkert. Så hvis i skulle ligge inde med nogle af disse genstande, så ved i hvor i kan få dem afsat.

Et par Rock'n'Roll drenge

søndag den 12. oktober 2008

Good old friends

I dag fik jeg en rar besked af en af mine veninder*. Hun fortalte slet og ret hvor godt og dejligt et menneske hun synes jeg er**. Hold da op, det er altså ikke hver dag*** man får sådan en ting at vide.
Jeg gik jo hen og blev en smule rørt over denne besked, og er blevet enig med mig selv om, at jeg fra nu af vil gøre en dyd ud af at fortælle folk, at jeg holder af dem. Selvfølgelig skal det ikke misbruges og komme til at virke uoprigtigt. Nogle gange går man og kommer til at tænke på folk, som gør én bare en lille smule gladere i sin hverdag****, og fra nu af skal de altså have det at vide.


*) er jeg den eneste, der synes, at det lyder underligt, at omtale sine pigevenner som veninder?

**) okay, det virker måske en anelse usmagfuldt selv at skrive.

***) det skulle da lige være i en af de sædvanlige branderter hvor alle og enhver får sig et ”jeg elsker dig sgu” med på vejen

****) ja ja, det gælder selvfølgelig også i ferier, helligdage og weekender.

tirsdag den 7. oktober 2008

Over-springs-handling

Jeg har spist slik hele dagen som overspringshandling for at få kigget det sidste på mit oplæg til torsdag. Det bliver godt at kunne få det overstået. Det bliver som at have ferie, at komme op til visuel kultur fredag morgen.

Gammel konservativ tosk?

Da jeg i dag gik ad Ny Munkegade på vej mod Universitetet, blev jeg standset af et par unge dullede piger.
Den ene spørger: "Undskyld, du kan vel ikke hjælpe mig med en tjeneste?".
Frisk og behjælpelig, som jeg nu engang er, svarer jeg: "Jo selvfølgelig, jeg skal da gøre hvad jeg kan".
Pigen siger: "'Amen altså, det' fordi jeg er 16 og jeg må godt ryge, men nu skal man være 18 for at købe smøger, så kan du ikke købe nogle for mig?"
Så kom den gamle mand altså op i mig og jeg svarede: "Hmm, nej det kan jeg ikke!"

I selvsamme sekund som jeg havde skuffet hende, og sagt nej, følte jeg mig som en sand helt, og tænkte at hun bare måtte indse at lære at lade være med at begynde på sådan noget skidt i så ung en alder. Men hvem er det lige jeg prøver at snyde? Jeg var jo ikke en dart bedre selv dengang jeg ikke var gammel nok til at købe sprut i den lokale kiosk, og vi var nød til at lokke vores ældre venner til at købe for os.

Man er sgu gået hen og blevet et gammelt røvhul.

mandag den 6. oktober 2008

søndag den 5. oktober 2008

STATEMENTS..

- Kenneth Kød er forelsket – ikke i nogen bestemt, men bare generelt.
- Kenneth Kød er sliksulten – og har slik på lager.
- Kenneth Kød vil se en film – noget uhyggeligt, David Lynch bliver det.
- Kenneth Kød er ret så ødelagt – og har fri i morgen.
- Kenneth Kød elsker at høre musik – Flaming Lips er fantastiske.
- Kenneth Kød kan lide at skrive – Kenneth Kød har nu skrevet.

- and all that jazz..


Jeg har det skønt. Er lidt halvfuld ovenpå en herrefrokost. Prutter en smule. En søndag er på sit ypperligste, når man kan smide sig på sin seng kl. otte og sige: ”jøsses, sikke herligt jeg har haft det i selskab med sild, snaps og drengene denne dag”.
En tradition er efterhånden født. Den tilbagevendende søndagsfrokost er kommet for at blive. Hvor er det lækkert at mødes med gutterne over en middag og få diskuteret (og disputeret) livets gang i Lidenlund. Dagens gennemgående tema var Jazz. Jazz mest i form af sin symbolske betydning for alt hvad der er lummert, fugtigt og frækt – som os mænd kan lide det. Ja, vi er nu engang nogle ækle udyr når det kommer til stykket.

Kunsthistorisk festivitas –

Noget af det bedste jeg ved, er at påtage mig rollen som vært. Det at skulle gøre andre mennesker glade og tilpasse, er noget der tiltaler mig. I går var der fest i Kupperup. Omkring 40 mennesker, hovedsageligt fra studiet, var vi samlet i lejligheden til dans og fest. Det var rart at mødes med nogle af ”hold a’erne” som vi ”hold b’ere” jo desværre ikke ser så tit. Jeg håber alle har haft en god aften. Jeg har i hvert fald nydt hvert minut af sidste aftens strabadser i fulde drag. En aften med dans er jo som sædvanligt altid en god aften.
Mit elskede strygejern led dog en skæbnesvanger død. Jens og Klaus fandt et splintret strygejern liggende i vores gård i går nat, og det skulle vise sig at være undertegnedes ejendom der var blevet skubbet ud af badeværelsesvinduet. Naturligvis et uheld, som kunne have forsaget den visse død, hvis det havde ramt en forbipasserende i farten. Men som bekendt spildes der jo hvor der handles..