THIS IS NOT A DRILL

Dagen i dag har på alle tænkelige måder været ganske og aldeles normal. Jeg skulle møde sent i dag, så jeg stod op i god tid sådan der var plads et dejligt langt bad, nyde et godt morgenmåltid og smøre mig en lækker sandwich, som jeg kunne gå og glæde mig til at sætte tænderne i senere oppe på skolen.

I dag stod programmet på periodestudier. På papiret det tørre historiske fag, men jeg er blevet positivt overrasket over hvor spændende det egentligt er. Vores to undervisere Maria og Hans Jørgen er begge livlige, entusiastiske og gør meget ud af at vi endelig bare skal bryde ind og spørge undervejs. Jeg er glad for at vi kører mere gym-style med klasseundervisning end hardcore uni-style med ren forelæsning i store tomme sale.

I dag var det Byzans som var på showets plakat, så vi har beskæftiget os med kirker, kristendom og mosaikker. Indtil videre har vi haft meget om sammenhængen mellem de forskellige kulturers religioner, templer, kirker, arkitekturer og udsmykningen af disse. Hvem havde nogensinde troet, at jeg ville finde sådan noget ”gammelt skidt” spændende?

Efter undervisning sad jeg tre timer oppe i vores læsesal for at forberede mig til morgendagens forelæsning om Gotik. Jeg vil så vidt muligt forsøge at læse så meget af mit stof som muligt oppe i læsesalen. På den måde har jeg en ide om, at jeg ikke vil blive lokket af alskens fristelser herhjemme i Kupperup. Indrømmet, facebook og messenger blev benyttet op til flere gange i løbet af læsningen, men jeg føler alligevel at jeg får læst flere sider i timen end når jeg sidder herhjemme, hvor de to andre kupper går og driller mig.

På vej hjem fra skole mødte jeg min kollega og ven Rune. Ret pudsigt mødte jeg ham på præcist samme sted i går, nemlig på Ny Munkegade, som vi begge skal ned ad for at komme hjem efter skole. I dag var Rune så storsindet at invitere mig med hjem til en kop kaffe. Vi fik os en lille snak om blandt anden livsfarlige fartøjer og måden hvorpå man bør skelne mellem folk som er excentriske og folk som er påtaget underlige. Rune kunne informere mig om at volleyballsæsonen allerede er gået i gang, så jeg fik pludselig planer for min onsdag aften. Yes mand, volleyball har jeg gået og savnet i løbet af sommeren, hvor jeg ikke har haft tid til at spille beach.

Aftenens træning begyndte kl. 20.00 med en grundig opvarmning, nogle opsamlings- og serveøvelser, og til sidst stod den på kamp. Som den fantastiske spiller jeg nu engang er, ofrede jeg mig villigt til at sætte liv og lemmer på spil for at redde diverse bolde, som lå godt placeret i periferien af banen. Dette resulterede i et dejligt brændemærke på mit højre knæ, og meget apropos brændemærke, så gik brandalarmen under træningen. Respektløse som vi var, fortsatte vi med at spille videre. Efter 5 minutter hvor den overdøvende alarm havde klinget, er der en fyr der stiller det fantastiske spørgsmål: ”Ehh, burde vi egentligt ikke gå ud? Det er jo trods alt brandalarmen” Tjoe, det burde vi da egentligt vist nok, men først skulle vi lige magelige som vi nu engang er, have os lidt vand og drikke og pænt pakke vores tasker, jakker og sko sammen. Vi traskede i samlet flok ned i forhallen, og selvfølgelig var det en falsk alarm.

Jeg synes det er en anelse tankevækkende hvordan brandalarmen har mistet alt respekt. Mit bud er at årelange oplevelser med falske alarmer i folkeskolen har skabt dette Peter og Ulven fænomen. Udtrykket ”don’t panic” har ligesom også mistet lidt sin værdi. Måske burde man udskifte alarmens karakteristiske sirene ud med en panisk kvindestemme råbende:

”Nu er der al grund til panik. Løb som i aldrig har løbet før. THIS IS NOT A DRILL!”